En dag hos VUC i Grenå. Denne klatredag i april var temaet "Samarbejde og kommunikation".
Beskrivelse af dagen neden for er skrevet af VUC i Grenå ud fra deres oplevelser på dagen.
Samarbejde og kommunikation
Klatredagen i april omhandlede temaet samarbejde og kommunikation. Fra forrige evaluering var vi enige om at der, som sidst, skulle være flere aktiviteter at vælge imellem, og, både noget velkendt og noget nyt.
Vi mødtes på naturskolen. En elev, der tidligere har været med, var klar og ville ikke gå glip af noget denne gang, kunne man se. Hun havde stort smil på læben og kom iført idrætstøj og sko, hun kunne klatre i. Fremmødet var stort. Vi startede ud med fælles morgenmad og introduktion til dagen. De fik alle at vide, at dagen var tilrettelagt ud fra emnet samarbejde og kommunikation.
Først gennemgik vi teorien om hvad der skulle til for at lykkes. Nemlig det, at når vi kan gøre brug af vores viden, færdigheder og forståelse og bruger disse i et samspil med andre gennem samarbejde og kommunikation, så giver det os den drivkraft, der skal til for at handle og lykkedes.
Dernæst gav Niels Kristian kursisterne en lille kommunikationsøvelse.
”Jeg vil gerne bede jer om at ligge mærke til alt det, der er grønt i lokalet - I har ti sekunder,” sagde Niels Kristian. En elev bød ind og skulle til at fortælle alt det, hun kunne huske, da Niels Kristian afbrød hende: ”Jeg ved, du har lagt mærke til det grønne, men det vil jeg ikke høre om, hvilke ting var gule?”
Frustrationen var stor. ”Jamen, det ved jeg jo ikke, jeg så kun efter det grønne,” svarede hun. ”Jeg kan en ting,” supplerede en anden elev. Niels Kristian grinede, ”hvad viser dette eksempel os?”
”Jo, det viser os, at vi skal være knivskarpe i det, vi kommunikerer, for vores hjerner lægger kun mærke til det, den bliver bedt om.”
Herefter snakkede vi om kropssproget og om, hvor vigtigt det er i forhold til den verbale kommunikation. Vi gik efterfølgende hen til Solhytten, hvor de forskellige aktiviteter blev præsenteret. Aktiviteterne bestod denne gang af
Bål
Snitning/ bushcraft
Slackline
Træklatring, herunder klatring med bind for øjnene
Mad
Tovbro
Skovmandsreb
Elever i det følgende er anonymiseret.
Bål, snitning og bushcraft
Eveleen og Helene var på madholdet. Eveleen havde fået lov at bestemme en thailandsk ret Panang, som skulle tilberedes over bålet.
Rosa fik tændt bål og jeg gik i gang med at introducere til bushcraft og hvordan man kunne lave sit eget bestik. Rosa var først utålmodig, men pludselig var hun fuldkommen opslugt og den kniv, hun var ved at snitte skulle bare være perfekt. Hun kunne slet ikke stoppe og fandt roen og en form for flowtilstand.
Rundt om bålet sad Rosa, Ninna, Peter, Helene, Mike, Mikael, Sabrina og Ninna. Snakken gik lystigt imens kniven arbejdede i det friske træ, vi havde haft med. Peter lavede i stedet for bestik sit eget Ninja sværd eller hvad det var.
Slackline
Næsten ved siden af bålet havde vi sat slacklinen op, så her kunne man gå hen og prøve kræfter med balancen, hvis man blev træt af at snitte. De første jeg fik op at prøve slacklinen var Eveleen og Helene. Senere kom Ninna som ville gentage succesen fra sidst. Jeg skulle naturligvis også have en tur.
Træklatring
Sabrina og Ninna var nysgerrige, men i tvivl om, hvorvidt de turde prøve at klatre op.
”Hvis du gør det, gør jeg det også”, sagde Sabrina.
”Det er jeg frisk på”, svarede Ninna.
Ved fælles opbakning kravlede de to piger til tops og mærkede suset fra trætoppen.
Klatring med bind for øjnene
Ved denne aktivitet skulle kursisterne ved hjælp af kommunikation være hinandens øjne. Daniel ville gerne klatre, så han tog bind for øjnene imens Rosa og Sabrina guidede ham. Det var en svær øvelse særligt for pigerne som følte de havde et kæmpe ansvar for at Daniel lykkedes. Efter træklatringen fulgte Niels Kristian op på kommunikationen, som havde været i spil.
Mad
Selvom det var Eveleens opskrift var Helene meget styrende om kommanderende og ville bestemme, hvordan maden skulle laves ud fra den betragtning, at hun var bedst når det gjaldt madlavning.
Jeg spurgte om Eveleen var ok og det var hun heldigvis. Hun accepterede at Helene var styrende måske pga. høflighed og sprogvanskeligheder som ikke gjorde kommunikationen mellem de to let. Jeg sagde de kunne fordele arbejdsopgaverne imellem sig og til Helene sagde jeg at selv om hun var super god til at lave mad, var det et samarbejde, hvor hun skulle give plads til Eveleen, som jo var lidt mere forsigtig. Helene følte det var hende alene, der lavede maden. Dette kom da også til udtryk, da de andre roste Eveleen for den lækre ret, hun havde valgt. ”Det er jo mig, der har lavet den”, sagde Helene.
Denne madlavningsproces var et tydeligt eksempel på hvordan det kan gå galt, når nogen tager hele teten uden at tænke over at give den anden plads.
Efter vi havde spist fortalte jeg beretningen om Nansen, der var den første der rejste og kom helskindet over indlandsisen. Da jeg skulle starte fortællingen blev jeg mødt med modstand, fra Helene.
”Det er da børnehaveagtigt at få historie mens vi spiser”. ”Ja”, svarede jeg, ”men dette er ikke bare en fortælling eller en historie, dette er en beretning fra det virkelige liv, om en mand der gennem sine styrker: kommunikation, vedholdenhed, dygtighed og samarbejde opnåede det alle sagde var umuligt, nemlig at krydse indlandsisen og senere forsøgte at være den første til at nå Nordpolen.
Daniel var helt opslugt af beretningen for han skal selv ind til militæret og vidste, at nogle af de styrker, ville han selv få brug for. Efter fortællingen snakkede vi om hvor vigtigt det er at kæmpe for de mål, man sætter sig og hvilken betydning kommunikation og samarbejde har i denne sammenhæng.
Tovbro
På tovbroen var kommunikationen i spil. Helene var usikker og havde høje sko på, men da Daniel kærligt opmuntrede hende, ville hun vise ham, hvad hun kunne. Så hun var blandt de første, der skulle op og balancere i trækronerne. Hun klarede det endda med et smil på læben.
Herefter var det Mikes tur. Pludselig var dagen gået. Tiden var fløjet afsted og dem der ikke prøvede tovbroen begyndte at pakke sammen.
Hjemme i klassen skulle kursisterne evaluere dagen. De skulle lave en beskrivelse af klatredagen og tilføje en masse tillægsord.
Konklusion
Dagen gav kursisterne en masse at skrive om.
Hjemme i klassen lavede de beskrivelsen som en del af deres faglige dokumentation og det var pludselig nemt for dem at skrive, fordi det var en oplevelse de havde sanset.
En af tilbagemeldingerne fra Ninna var, at det var en fantastisk god sprogtræning, fordi hun havde fået snakket en masse dansk.
